tirsdag den 21. august 2012

Hvem var de par hundrede fransk-reformerte protestanter, som omkring starten af det 18. århundrede kom til Fredericia inviteret af kongen af Danmark? De kendes bedre som huguenotter. Det spørgsmål diskuteres på denne hjemmeside i en kortfattet form med kritisk fokus på kulturhistorie frem for den mere almindelige vinkel på religionshistorie og slægsforskning, man typisk kan finde information om. Bønder og almue bliver ofte glemt i historieskrivning, men her er en spændende historie, som kan belyse lidt af den verden, vores forfædres befandt sig i

Cæsar beskriver i sit værk Gallerkrigene Gallien--omtrent det nuværende Frankrig--som delt op i tre dele, Belgica, Gallia og Aquitania. Men han uddyber, at hele området er præget af krige og fejder mellem landsbyer, sågar mellem slægter.

Sådanne spredte slægts- og landsbyorienterede småsamfund ville også være det billede, der prægede hele det europæiske kulturlandskab indtil de store civilisationers centrale organisering af samfundene.

Men hvad Cæsar på Kristi tid beretter om, er meget lig rejsebeskrivelser fra før og omkring Industrialiseringens begyndelse. Store landområder lå øde hen som Cæsar fandt landet, og i de mest ufremkommelige bjergegne boede der klanagtige småsamfund, der faktisk ingen kontakt med omverdenen havde. I det meste af landet levede folk også i temmelig isolerede landsbyer.

De sproglige forskelle kunne skifte mere brat end man kender det fra Danmarks dialekter. På samme måde med skikke, påklædning og udseende. Over det meste af landet var der den klare tendens, at man orienterede sig mod sit landsbysamfund og sin slægt.



Kulturlandskabet i det, vi i dag kalder Frankrig, var altså indtil omkring Industrialiseringen som en mosaik af etniske grupper, sprog og skikke, omtrent så forskelligartede som mange af de andre europæiske etniske grupper, man nu om dage regner for forskellige. Det var ikke for sjov, Charles de Gaulle sagde de berømte ord : "Hvordan kan nogen forvente, man skal lede et land, som har 254 forskellige slags oste?"


Tingens omstændigheder forståes måske bedst, når man lærer, at så sent som i 1880 var det, ifølge Graham Robb, blot 5 % af befolkningen, der følte sig komfortable ved at tale fransk. De gamle dialekter og unikke sprog er dog nu endelig ved at uddø sammen med minderne om landsbysamfundet.

Tidligere var Frankrig en mosaik af forskellige indbyrdes uforståelige sprog. Efter Den Franske Revolution(1793) satte man sig for at udrydde alle sprog og udbrede borgerskabets parisiske franske for at udrydde loyaliteten over for stammen til fordel for en patriotisme til staten -- (Graham Robb betegner uden ironi landsbyfællesskaberne som stammer.)


Forestillingen om en fransk nation er helt en moderne konstruktion, og ingen ville førhen kende noget til forestillingen om en nation af den størrelse.

(Bibemærkning)
………………………………
Som en lille bibemærkning, så er det ironisk, at Oplysningstidens revolutionæres ideer om fædrelandet, folket udtrykt gennem staten, nationalisme, blev det, der endegyldigt rev de traditionelle og kulturbaserede samfund op med roden. Denne tanke blev senere i yderligere perverteret form til "ein Reich, ein Volk, ein Führer",som forenede de også ret mangfoldige tyskere under en tro på den mytologiske arier, og desuden sværmeri for Arminius og Tuisto, som allerede humanistorienterede i det 16. århundrede havde taget op som symboler på det store patria. 
¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯

(Bibemærkning nr. 2)
¯¯¯¯¯¯¯¯¯
Den mosaik af skarp opdeling blev ikke kun styrket ved isolation, men i lige så høj grad af fjendskab mellem landsbyer og fordomme mod de, der var anderledes. Eksempelvis havde man indtil den Franske Revolution en form for apartheid mod de mystiske cagot-folk, som blev behandlet som urene, kasteløse som dalitter, og var forment andet arbejde end snedkerarbejde og blev behandlet som andenrang i kirken, hvor de havde deres egen, mindre døråbning ind. De boede i de fattige kvarterer, men ingen vidste helt, hvorfor man overhovedet diskriminerede dem. Det gjorde man bare! Graham Robb mener, det mest besynderlige ved dem var, de ikke skilte sig ud fra dem, de over store områder boede blandt spredt i Vest- og Sydfrankrig. Nogen mener, de måtte stamme fra nogle af de saracenere, som i sin tid drog på plyndring op gennem floddalene :

http://www.independent.co.uk/news/world/europe/the-last-untouchable-in-europe-878705.html

De blev behandlet som jøder i trediverne, og skulle gå med gule gåsefødder og dække deres ansigter til med en hætte og ringe med en klokke, som var de spedalske.

¯¯¯¯¯¯¯¯¯





¯¯¯¯¯¯¯¯¯
I lyset af det er det også umuligt at forestille sig, at vores forfædre selv mente, de kulturelt tilhørte en fransk nation. Snarere identificerede de sig med de landsbyer og de landområder, de kom fra. Men hvor kom de fra?


Lukman skriver, at omkring 70 % af familierne var fra Nordfrankrig, og de resterende 30 % fra alle mulige andre egne. Han bemærker, at det efterhånden kun er de nordfranske familienavne, der bliver tilbage, og spekulerer over, om det ikke kunne skyldes klanagtige familie- og slægtsforbindelser, som går tilbage til tiden i Frankrig. Jeg kan se på min egen families stamtræ, at stort set alle grene går tilbage til et geografisk område i det nordligste Frankrig og Belgien af en liden størrelse. Det virker sandsynligt, at de oldgamle slægtsbånd var så svære at kappe over, at man ikke alene holdt sig fra at gifte sig med de tyskere, jøder og danskere, der boede i Fredericia, men også med andre protestanter udenfor fællesskabet. Det virker ret sandsynligt, dette mønster kan gøre sig gældende for de fleste, hvis ikke alle, de fransk-reformerte familier, der har overlevet indtil sidste århundrede.




Typisk hører man om den franske protestantisme i forbindelse med de tidligere krige og La Rochelle, men faktisk blev vores forfædre fordrevet da Ludvig den 14. indtog de Spanske Nederlande hvoraf det øverste Nordfrankrig var en del.

Området havde været grumt plaget af krige og brandbeskatning, og bønderne var hårdt pressede. Den spanske trones tropper var frygtede, men det lader til, det først var da den franske trones soldater trængte frem, de flygtede til Tyskland. Helt præcist hvordan tingene forholdt sig for vores forfædre er svært at sige. Man hører om protestantiske partisaner, som kæmpede mod det katolske Spanien, og man hører om såkaldte hurlus. Måske har de været en del af det, og tilbagekaldelsen af Nantesediktet i 1685 lige efter invasionen satte dem i højeste grad i farezonen som frit bytte? I hvert fald siger den lærde sagnforsker Lukman, at de nederlandske bønder oprettede millitser for at bekæmpe den katolske spanske hær, som fouragerede og brandbeskattede--og desuden siges at have foretaget de mest vederstyggelige gruppevoldtægter af bønderpiger, som jeg skal lade læseren være forskånet at høre om.






Det nederlandske område var på denne tid teknologisk førende i Europa, foruden at nævne rigt. Det var nok derfor, kongerne kæmpede så heftigt om området. De par hundrede reformerte, som nærmest blev betalt for at komme til Fredericia med så gunstige forhold, de blev tilbudt, bragte da også flere nye landbrugsforbedringer med sig, hvilket nok også var meningen med, kongen ville have dem op fra Tyskland -- bortset fra den kendte historie om tobaksdyrkning. At flytte bønder var dengang den eneste måde, man kunne flytte landbrugsteknologi.



Den egentlige selvopfattelse af at være fransk kom ført dengang fransksværmeriet var på sit højeste, og alt fransk var fint og fornemt. Pastor Dalgas, som var en adelsmand sendt op fra omkring Baskerlandet, ville styrke bønderne i Fredericias selvforståelse som "franske," og de blev tilmed omdøbt, så deres navne fik en moderne fransk form frem for de fordanskede navne, de efterhånden havde givet sig selv. Ligeledes blev de undervist i moderne parisisk fransk, da de var faldet over i det tyske og danske, trods det, de nok havde talt en ret anderledes dialekt oprindeligt.



Denne oversete historie ender i en blindgyde, hvor al hukommelse om hvordan bønderne i de geografiske Nederlande, eller Nord-pas-Calais og Wallonien, opfattede sig selv, og hvem de var, er gået tabt ligesom historien om mange andre europæiske folk, som i tidernes løb er blevet opslugt og vasket væk af tiden, mens historien blev skrevet om de store riger og krige.

Nederlandene og Pariserbasinnet blev i tidernes morgen mødested for agerbrugere(Båndkeramisk Kultur og i svag grad Cardial Kultur) og forskellige mesolitiske jægere og fiskere, og kuluturene blandede sig sammen der. Senere invasioner og migrationer fra øst af keltere, senere romere fra syd og sidst frankere satte præg på området. Foruden det var det franske område, i særdeleshed omkring Marseilles og ud mod Middelhavet, præget af et større antal mindre indvandringer af grækere, jøder, skythere og måske fønikiere, hvilket også bidrog til, at landet blev det kludetæppe af mangfoldighed, det var før Industrialiseringen.

De sidste gallisktalende forsvandt efter den frankiske invasion omkring 400 efter Kristus, og i Middelalderen var
bondesamfundene, som i de fleste andre europæiske områder, præget af isolation, og efter de mange århundreder romaniseret på flere områder. Frankerne var hurtige til at overtage den romerske kultur og det latinske sprog.

I lyset af alt dette synes det, at vort studie ender i en blindgyde, hvor historien er skygget væk af de store krige, og bøndernes liv er glemt for evigt, som det er for så mange andre, der blev opslugt at modernitetens konforme kultur født af Oplysningstiden og Industrialiseringen, og hvis levned blev inkluderet i nationernes forenklede narrativ.




…………………… + ……………………




Denne hjemmeside er ikke ikke blevet kvalitetssikret på en en historikers måde. her læser du først og fremmest nogle væsentlige observationer, jeg har gjort i et mindre studium for interessens skyld for at lære mere om mine egne forfædre. Men da der ikke tidligere er skrevet noget om dette emne lige fra denne kulturhistoriske vinkel, syntes jeg det var min pligt at sammenfatte tingene, så andre kunne få glæden af at lære noget -- eller rettere bliver informeret om tingenes uklarhed, som yderligere er blevet forvansket af menneskenes tendens til at ville inddele alt i deres verden i let definerbare kasser.

Primært er dette en syntese udarbejdet og plagieret efter disse bøger (og efter hukommelsen, i hvilken der fra tid til anden sniger sig fejl ind) :

Den lærde sagnforsker Niels C. Lukman : Fredericiakolonien,vort lille Frankrig

Den vidende historiker Graham Robb : Discovering France

Carl Grimberg : Verdenshistorie bd. 9

En hjemmeside med fine kort :

http://www.theotherside.co.uk/tm-heritage/background/louis-xiv.htm

Ingen kommentarer:

Send en kommentar